Dåbens Mysterium
Dåben er det første Hellige Mysterium (sakramente), gennem hvilket man bliver en del af Kristi Kirke.
Dåben er en betingelse for frelsen ifølge Herrens egne ord: ”ingen kan komme ind i Guds Rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd” (Joh. 3:5). Dåben kaldes også for ”genfødelsens bad”, dvs. stedet for den rensende aftvætning og åndelige genfødsel. Bønnerne, som bedes forud for selve Mysteriet vidner om, at mennesket inden dåben affører sig ”det gamle menneske” og fødes som et nyt menneske i Kristus.
Det, at mennesket åndeligt genfødes i døbefonten, er en nødvendighed for indtrædelsen til det nære fællesskab med ”den Himmelske Brudgom” – vor Herre, Gud og Frelser Jesus Kristus.
På dansk stammer ordet at ”døbe” fra det norrøne ”deypa”, som betyder at ”dyppe” under vandet. Dette er tilsvarende det græske ord for dåb - ”baptizein”, som ligeledes bogstaveligt betyder at nedsænke i vandet. Ved dåben deltager mennesket på mystisk vis i Herrens død (ved den fulde nedsænkelse i vandet, som symboliserer begravelsen) og Opstandelse (når man atter træder op fra vandet). Mennesket går fra en tilstand at være ”i Adam” til at være ”i Kristus”. Man får del i Guddommelig natur (2 Pet. 1:4), idet man indtræder på vejen for tilbagevendelse til den himmelske tilværelse, hvorfra vore forfædre Adam og Eva faldt. Mennesket er i dåben kaldet til at forlade sit gamle liv, ”undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær” (2 Pet. 1:4) og begynde et nyt – kristent liv.
Derfor kaldte Johannes Døber dåben for ”omvendelsens dåb”, og følgende er omvendelse en betingelse for at kunne blive delagtig i dåbens hellige Mysterium. ”Omvendelse” (af græsk μετάνοια) betyder at forandre sig, forandre sit sind, sit verdensbillede og derved oplyses. Derfor skal voksne, der ønsker at døbes, bekende deres synder inden dåben som en obligatorisk del af dåbsforberedelsen.
Uden omvendelsen fra synder bliver dåben meningsløs. Ifølge Apostlen Petri ord: ”det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet” (2 Pet. 2:21).
Det kristne liv, dvs. livet efter Guds bud, er en indikation på ens trofasthed over for den Himmelske Brudgom, som vi ved Hans nåde og af vor egen frie vilje slutter os til, og proklamerer det offentligt med ordene: ”Jeg slutter mig til Kristus!” lige inden dåben. Dette faste forsæt er grundlaget for, at mennesket kan træde frem til Mysteriet.
Således, beskriver den salige Apostel Paulus dåbens mysterium med følgende ord, der læses højt under dåbstjenesten, og han understreger nødvendigheden af omvendelse og forandringen af ens liv: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til Hans død; Vi blev altså begravet med Ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens
herlighed, således skal også vi vandre i et helt nyt liv. Thi er vi sammenvoksede med Ham ved en død, der ligner Hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner Hans. Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med Ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden. Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra synden. Og er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med Ham, fordi vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over Ham. Thi den død, Han døde, døde Han én gang for alle bort fra synden, og det liv, Han lever, lever Han for Gud. Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom. 6:3-11).
Da omvendelse er en betingelse for at erhverve fællesskab med Gud, er det således også en betingelse for at bevare sin trofasthed og sit fællesskab med Ham. Efter dåben får den døbte adgang til at få del i De Hellige Mysterier – Frelserens Legeme og Blod, og omvendelsens mysterium (skriftemålet), i hvilke man er kaldet til at deltage på regelmæssig basis. Den faste og hyppige deltagelse i Kirkens liturgiske liv er en af omvendelsens frugter – omvendelsen fra det gamle liv til det nye liv i Kristus. Uden dette mister man hurtigt sine åndelige kræfter, og i værste fald mister man fuldkomment sin tro. Hvis man derfor ønsker at blive døbt, skal man være parat til at leve et nyt liv: man skal kende til troens og det åndelige livs grundlæggende sandheder. Derfor kan voksne kun få tilladelse til at blive døbt efter de har været igennem en grundig forberedelse kaldet ”katekisering”.
For at kunne katekiseres skal man være fast indstillet på, at man ønsker at lære mere om den Ortodoks Kristne Tro med henblik på at blive en del af den. Efter en samtale med præsten kan man således blive optaget i ”katekumenatet” (af det græske ord κατηχούμενος – katekhúmenos: discipel eller lærling). Således bliver man Kristi elev, idet man som katekumen forbereder sig til dåben.
Tiden som katekumen kan sammenlignes med forlovelsesperioden hvor man afventer brylluppets højtidelighed – at slutte sig til Kristus. Denne tid bør man nyde og holde i agt.
I vor menighed oprettes der to katekesegrupper årligt, hvoraf den ene starter sit katekeseforløb i foråret, og den anden i efteråret. Perioden som katekumen varer som minimum ét år. Den kateketiske undervisning afholdes en gang om ugen – hvert hold for sig.
Ved ønske om at døbes beder vi Dem henvende Dem til præsten med henblik på at blive skrevet op til et af de to katekesehold.
Dåb af spædbørn foretages uden forudgående katekese, men på baggrund af minimum én obligatorisk samtale med barnets forældre og gudforældre (faddere).
Kun Ortodokse Kristne mennesker kan fungere gudforældre i Kirken, idet de som minimum kender Trosbekendelsen og er parate til at påtage sig ansvaret for barnets åndelige og kirkelige opdragelse.
Forældrene bør huske, at forudsætningen for at dåben kan bringe mest mulig gavn, er hvis barnet regelmæssigt bringes til Kirken for at få del i den Hellige Nadver. Børn tager ved lære af forældrenes eksempel, hvorfor de i endnu højere grad bør tage sig af deres eget åndelige liv og selv regelmæssigt bekende deres synder og kommunicere.
For en mere dybdegående forberedelse anbefales det at læse ”Hellige Kyrill af Jerusalems katekeser” samt ”The Law of God” skrevet af præstemartyren Daniel Sysoev. For børn anbefales ”Law of God” skrevet af protopresbyter Seraphim Slobodskoy. Bøgerne kan anskaffes på Amazon.
Ægteskabets Mysterium – Kroningen
Par, der beslutter sig for at træde ind i det Hellige Ægteskab for at forene deres liv i en fælles stræben efter Gud, modtager Guds nådige hjælp i det kirkelige Mysterium, hvilket gør deres ægteskabelige forening evig og går således over i det Himmelske liv.
Ægteskabet er Guds bestemmelse: "Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød" (Gen. 2:24). I Det Nye Testamente tilføjer Jesus Kristus, idet Han gentager disse ord, så de ikke længere er to, men ét kød. ”Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt. 19:5-6). De ortodokse kristne siger ikke ”til døden os skiller”, for det guddommelige mysterium ophører ikke ved dødens indtræden. Vi tror ikke på døden, som er gjort til intet af Kristus vor Gud, ved Hans herlige Opstandelse, men på det evige liv i Hans Rige.
Der findes flere grunde til, at et ægteskab ikke kan finde sted:
Fraværet af et lovligt borgerligt ægteskab eller et ønske om ikke at få sit ægteskab registreret, hvilket vidner om en useriøs tilgang til sin ægtefælle. Blodslægtninge kan ikke indtræde i ægteskabet, heller ikke personer med en stor aldersforskel, et eksisterende kirkeligt ægteskab, hvis en i parret ikke er døbt, eller hvis det er det fjerde eller yderlige ægteskab. Alle disse ting afklares af præsten under den indledende samtale.
Bryllupper udføres ikke:
- Tirsdag, torsdag og lørdag hele året.
- på dagen inden en af de tolv store fester og store helligdage
- i fasteperioderne for den Store Faste, den Apostolske Faste, Hensovelsesfasten og Adventsfasten/Fødselsfasten.
- under fejringen af Kristi Fødsel fra d. 7. januar til d. 18. januar
- på kødforsagelsens søndag, i løbet af fastelavnsugen og på osteforsagelsens søndag
- i løbet af den Lyse Uge (ugen efter Påske)
- på dagene inden og selve dagen for Johannes Døbers halshugning d. 11. september og Korsophøjelsen d. 27. september
Ægteskabet kan indgås i vores kirke efter forudgående aftale med præsten.
Kirkens præsteforstander har vielsesbemyndigelse, dvs. myndighed til at forestå borgerligt gyldige ægteskaber, hvilket er grunden til, at ægteskabets indgåelse i vores kirke anerkendes og registreres af staten som et lovligt ægteskab.
Betydningen og formålet med det kirkelige ægteskab i den Ortodokse Kirke er en fælles, aktiv stræben mod opnåelsen af fællesskab med den sande Gud for ægtefællernes sjæles frelse. Derfor er ægteskab med en person, der ikke tror på den sande Gud og ikke tror på sjælens frelse, meningsløst.
Inden ægteskabets indgåelse anbefales det at læse bogen ” Enduring Love: Laying Christian Foundations for Marriage” og ”Marriage and Virginity According to St. John Chrysostom” af ærkepræst Josiah Trenham, "Marriage: An Orthodox Perspective" skrevet af Protopresbyter John Meyendorff, samt bogen "Marriage to a Nonbeliever?" af præstemartyr Daniel Sysoev.
Som en afrunding på denne korte forklaring af ægteskabets mysterium præsenterer vi for dem, der overvejer at indgå et kirkeligt ægteskab, Hl. Johannes af Kronstadts ”tale til brudgommen og bruden”:
"Ærværdige brudgom og ærefulde brud! I er ved at træde ind i det store mysterium kaldet ægteskabet. Storslået er det, fordi ægteskabet mellem mand og hustru symboliserer den helligste forening af Jesus Kristus med Kirken, det vil sige med dem, der tror på Ham: som manden er hustruens hoved, således er Kristus Kirkens hoved (Ef. 5:23); ligesom brudgom og brud i ægteskabet krones til ét kød, således er Kristus og Hans Kirke også ét legeme, for de, der sandelig tror på Ham, er lemmer på Hans Legeme, af Hans kød og af Hans ben (Ef 5:30).
Så vigtig en betydning, som ægteskabets mysterium har, pålægger jer begge meget vigtige pligter, som I skal stræbe efter at opfylde på enhver måde. Jeres samliv skal være rent og helligt, ligesom Herrens pagt med Kirken er hellig; det skal være forstandigt, kærligt, fredeligt og uadskilleligt. Jeres samliv skal være rent og helligt, for Herren selv, som i begyndelsen skabte mennesket, mand og kvinde, forener mand og hustru til ét kød til gensidig hjælp i legemlige og åndelige behov og til mangfoldiggørelse af menneskeslægten.
Målet er ophøjet og helligt: Fra nu af bliver I levende redskaber for den guddommelige godhed og almagt, thi gennem mand og hustru kalder den algode Skaber rationelle skabninger til eksistens og liv, sine fremtidige børn og arvinger til Guds Rige. Og hvis Herren velsigner jer med sådan nogle, skal I opdrage dem i reglerne for den ortodokse tro og det kristne liv og frem for alt selv tjene som eksempel på tro, fromhed og gudsfrygt for dem. Også over for hinanden skal I være eksempler på sagtmodighed og venlighed, afholdenhed, godhed, ærlighed og flid, lydighed over for Guds vilje, tålmodighed og tillid; hjælp hinanden; tag jer af hinanden, bær over med hinanden, idet I dækker hinandens skrøbeligheder til med kærlighed.
Der findes også ulykkelige ægteskaber: Nogle gange synes en mand og hustru kun at komme sammen til synd og ulykke for dem begge. Hvorfor er de ulykkelige? Mest på grund af deres forskellige personligheder, på grund af gensidig uforsonlighed; på grund af mandens stædighed, selvtægt og krævende adfærd, eller på grund af hans uforskammede disposition; på grund af utroskab hos manden eller hustruen; mandens umådeholdenhed eller lidenskab for hasardspil; på grund af hustruens lidenskab for pragtfulde klæder, hendes egenrådighed, vrede, stridbarhed, stædighed, manglende evne til at tolerere mangler i livets fornødenheder. Må Herren hjælpe jer med at undgå et sådant syndigt samliv og sådanne ægteskabelige ulykker.
Hav altid tro og Gudsfrygt i jeres hjerter: visdom, tålmodighed, håb; arbejd og bed; gå i seng og stå op med bøn i hjertet og på jeres læber; forsøm ikke de kirkelige gudstjenester; opfyld nidkært den kristne pligt til at skrifte og tage del i Kristi Hellige Mysterier. Udover nåden i renselsen fra synder og helliggørelsen af jeres sjæle legemer, vil I i disse mysterier finde den faste endrægtigheds nåde, helliggørelsen af den fremtidige generation i selve lænden og skødet, fornyelse af de åndelige og legemlige kræfter, hjælp, trøst og opmuntring i vanskelige livsforhold og helbredelse af sygdomme. Jeres samliv bør være fornuftigt, for den hellige apostel Peter siger: "I mænd skal leve med forstand med jeres hustruer som med det skrøbeligste kar, idet I viser dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hæmmes” (1 Pet. 3:7).
Og I skal altid forstå, hvorfor Herren har forenet jer med ægteskabets bånd og kronet jer til ét kød: det er nemlig jer, der uophørligt, med jeres forenede styrke, skal stræbe efter at nå Guds Rige. Og hvis Gud skænker jer børn, skal de ligeledes opdrages og i særdeleshed forberedes til at arve de evige goder, for midlertidige goder er bedrageriske, kortvarige og udgør ikke formålet med vort liv. De Kristne er blevet forjættet uforgængelige, åndelige og evige goder. Opildn hinanden til kærlighed til Gud og goderne i det Høje og til at elske jeres næste. Med det himmelske fædreland i tankerne til alle tider, skal I betragte jer selv som fremmede og pilgrimme på jorden; værdsæt jeres tid og brug den til at gøre retfærdige gerninger, ikke til tomme, forfængelige og syndige gerninger; betragt hver dag som en stor gave af Guds barmhjertighed, der er os givet til vor omvendelse til Gud, til genoprettelse, til bekræftelse og fuldkommengørelse i dyderne, til vore sjæles frelse. "Udnyt det gunstige øjeblik, thi dagene er onde" (Ef. 5:16).
Desuden skal jeres samliv være kærligt og fredeligt. Og hvordan skulle det kunne være anderledes? For ingen har nogensinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Herren har for Kirken. Men I skal fra nu af være ét kød. En mand skal elske sin hustru som sit eget legeme, for den, der elsker sin hustru, elsker sig selv (Ef. 5:29, 28). Hvis I lever i gensidig kærlighed, vil I bringe Guds nåde ned over jer selv og jeres afkom - og Gud vil tage bolig i jer og krone alle jeres foretagender og gerninger med velsignet fremgang. For hvor kærlighed er, der er Gud, og hvor Gud er, der er alt godt. Med kærlighed skal fred og ro herske i jeres hjem, for kærligheden er langmodig og tåler alt og tillader ikke mennesket at blive irriteret, vred, egenrådig eller fornærme i ord eller gerning.
Endelig skal jeres samliv være ubrydeligt – indtil døden og graven. Kristen kærlighed elsker til enden, ikke for en tid blot; den er fast og konstant. Der vil være fristelser imod jeres kærlighed, hvad enten det skyldes den enes eller den andens svagheder, eller forskelle i karakter eller vaner, eller fra andre mennesker, eller fra den evige fjende – overvind disse fristelser med mandighed. Vær snilde som slanger og uden svig som duer (Matt. 10:16). Bliv ikke ophidsede, vær tålmodige, vær overbærende og styrk jer ved troen på Kristus Jesus, som altid, ærværdige brudgom og ærefulde brud, må være jer et bestandigt eksempel på hellig kærlighed, sagtmodighed, mildhed og tålmodighed – jeres styrke, jeres lys og Vejleder, jeres Beskytter og Frelser indtil graven. Amen."
-Den Hellige Retfærdige Johannes af Kronstadt
Omvendelsens Mysterium - Skriftemålet
"Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så Han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed" (1 Joh. 1:9).
Omvendelsens Mysterium (skriftemålet) er et af de syv sakramenter i den ortodokse kirke, hvor de, der oprigtigt bekender deres synder, får tilgivelse for synder af Gud Selv ved præstens bøn og velsignelse. Skriftemålet kan kun fuldendes af en præst eller biskop.
Hvis Herren kun rensede synder i dåben, ville få mennesker kunne blive frelst. Men ved sin barmhjertighed gav Han os en anden renselse, også kaldet ”den anden dåb”, en dåb i tårer. Selv før korsfæstelsen lovede Kristus at skænke apostlene magt til at "binde og løse" synder (Matt. 18:18), og efter opstandelsen, påskeaften, gjorde Han netop det – Han åndede på apostlene og sagde: "Modtag Helligånden." "Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet” (Joh. 20:22-23). Baseret på denne gave har Kirken Omvendelsens Mysterium, hvor apostlenes efterfølger – en biskop eller præst – tilgiver den bodfærdiges synder i kraft af dennes bekendelse af dem.
Som Hl. Simeon skriver: "Ved omvendelsen finder vor genoprettelse sted fra de synder, som vi har begået på ny. Og da der efter dåben ikke findes nogen anden måde at blive kaldet til frelse, end gennem kamp og arbejde, gennem omvendelse og tårer, gennem bekendelse af synder og at vende sig bort fra det onde, da er denne store gave blevet os skænket." Efter at have bedt en række bønner kan den bodfærdige, på præstens anmodning, recitere Trosbekendelsen og derefter angre sine synder og nævne hver enkelt af dem. Når alle misgerningerne er blevet nævnt, og personen har lovet ikke at gentage dem, kan præsten bede absolutionsbønnen. Hvis synden har været alvorlig, pålægger præsten synderen som en helbredende foranstaltning et åndeligt lægemiddel – en bodsøvelse (epitimi), der helbreder konsekvenserne af den åndelige sygdom, forvoldt af synden.
I ordningen for omvendelsens mysterium, giver præsten den bodfærdige en formaning, efter at denne har bekendt sine synder: "For alle disse Synder skal du fra nu af vogte dig, fordi du efter det kristelige mysteriums anordning er blevet døbt med den anden Dåb. Gør nu en god begyndelse med Guds bistand og vær ikke så ufornuftig at vende tilbage til dine gamle synder og derved blive til spot, thi dette sømmer sig ikke for en Kristen; men Gud hjælpe dig ved sin Nåde at leve ærbart, retfærdigt og fromt.”
Efter at have skriftet modtager man ikke blot tilgivelse, men også den nåderige styrke til aldrig at gentage synden igen. Det er selvfølgelig nødvendigt at anvende al sin vilje i kampen mod synden, og forene sin vilje med Guds vilje, så man kan gøre god brug af Guds Nåde i kampen.
Hvorfor er det nødvendigt at skrifte i en præsts nærvær og ikke blot bede Gud om tilgivelse?
Nogle gange spørger folk: "Hvorfor er det nødvendigt at skrifte i en præsts nærvær i forbindelse
med et kirkeligt Mysterium? Ser Gud ikke mit hjerte? Hvis jeg har gjort noget forkert, syndet, men
jeg ser det, så skammer jeg mig over det, og jeg beder Gud om tilgivelse – er det ikke nok?"
Gud indstiftede omvendelsens kirkelige mysterium som et sted til renselse og helbredelse af sjælen fra synder begået efter dåben. Hvis vi forstår, at synd er snavs og en åndelig sygdom, må vi også forstå, at snavs vaskes væk af en ekstern kilde af rent vand, og sygdomme vaskes væk på et hospital i nærvær af en læge. Skam er ikke et rensende eller helbredende middel i sig selv, men skam kan imidlertid tjene som en konstruktiv drivkraft til at søge den rene kilde eller en læge. Guds Nåde er det rene rensende vand for sjælen; kilden, hvorfra dette vand flyder, er Kristi Kirke, og renselsen er skriftemålets Mysterium.
En lignende analogi kan drages, hvis vi ser synd som en sygdom. Så er kirken et hospital, og skriftemålet er behandlingen af sygdommen. Desuden kan selve skriftemålet i dette eksempel ses som en kirurgisk operation for at fjerne en tumor (synden), og den efterfølgende kommunion ved de Hellige Gaver - Kristi Legeme og Blod i nadverens mysterium - som postoperativ terapi for helbredelse og genoprettelse af legemet og sjælen.
Hvad består et korrekt skriftemål af?
Skriftemålet er en mundtlig indrømmelse af ens synder over for en præst. Dette skal gribes an på
følgende måde:
1) - med fast tro på vor Herre Jesus Kristus og med håb om Hans ubeskrivelige barmhjertighed over for os syndere.
2) - med sand sønderknuselse over vores synder, da de spotter Guds kærlighed til os og adskiller os fra livets og udødelighedens kilde - Gud.
3) - det er nødvendigt at tilgive alle vores fjender, at forsone sig i sit indre og, om muligt, i det ydre med alle, der har voldt os ondt og som har skadet os. Dette er betingelsen for tilgivelse af vores onde gerninger. I ”Fader vor” beder vi: "Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere." Dette er et meget vanskeligt kriterie, men i det opfyldes Guds retfærdighed. Gud gengælder os ikke med ondt for ondt, men tilgiver os, og derfor skal vi tilgive vores næste.
4) - med en oprigtig og hjertelig bekendelse af ens synder. Enhver fortielse eller usandhed vil ikke lette samvittigheden, og omvendelsens mysterium vil ikke blive fuldbragt. Vi bekender for Gud, og præsten er kun et vidne til vores skriftemål, kaldet til at hjælpe os med at fjerne syndens byrde og give den nødvendige åndelige lægehjælp.
5) - det er nødvendigt at beslutte sig helt og holdent for ikke at synde igen. Fra dette øjeblik begynder et nyt liv, og kampen mod synden intensiveres. Uden en sådan beslutsomhed vil bekendelsen blot være tom snak.
Spørgsmål til hjælp for dem, der forbereder sig på at deltage i skriftemålet:
1. Er din tro på Gud rystet af mangel på tro eller tvivl? Er du gudfrygtig, bespotter du Gud?
2. Drager du omsorg for din frelse? Beder du til Gud dagligt med inderlighed? Går du i kirke om søndagen og helligdagene eller spotter du Gud ved at arbejde for din egen vindings skyld på sådanne dage?
3. Holder du fasterne, og bærer du dit kors på brystet? Skammer du dig over at indrømme, at du er kristen og troende? Behandler du hellige ting med ærbødighed?
4. Hjælper du din næste, og besøger du syge og fangne? Giver du almisser til dem i nød, og viser du medfølelse med de forarmede?
5. Lever du af andres arbejde, idet du er doven? Stjæler du fra din næste eller fra samfundet?
6. Ærer du dine ældre og forældre, eller forarger du dem? Tager du dig af dem i deres sygdom og alderdom? Beder du for dine nærmeste, både levende og afdøde? Opdrager du dine børn i troen og fromhed?
7. Har du dræbt nogen, fysisk eller indirekte, eller har du forårsaget nogens død? Har du dræbt et barn i moders skød (gennem abort eller andre midler, såsom ’fortrydelsespiller’ eller andre præventionsmidler, der forhindrer fostret i at fæstne til livmoderen?) eller har du givet andre mennesker sådanne råd?
8. Er du din ægtemand eller hustru utro? Er dit ægteskab velsignet af Gud (er I kirkeligt gift)? Udlever du legemlige perversioner? Nyder du at læse erotiske bøger, se lignende film eller blade? Forfører du andre med uanstændig, forførende adfærd og tøj?
9. Drikker du for meget, ryger, bruger stoffer eller har du andre dårlige og skadelige vaner (såsom hasardspil osv.)?
10. Bander du, bagtaler, dømmer, lyver, bagvasker, forbander eller deltager du i tom snak?
11. Søger du hjælp hos troldmænd, spåkoner, hekse, clairvoyante, healere, astrologer, hypnologer osv.? Udøver du selv disse ting (magi, spiritisme, hypnose, yoga)? Henvender du dig til andre religioner, mens du er i den kristne Kirkes favn?
12. Er du lidenskabeligt afhængig af luksus, ting, mad, penge osv.? Misunder du nogen?
13. Er du stolt og anser dig selv for at være overlegen, bedre eller mere værdig end andre? Er du forfængelig og gør gode gerninger demonstrativt?
14. Elsker du dine fjender, beder du for dem, gengælder du ondt med ondt, bedrøver du nogen, håner du de svage?
15. Bærer du tålmodigt dit kors og dine sorger?
Vi har syndet, Herre, over for Dig i gerning, ord, tanke, med alle vore sanser: synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen, følesansen og med andre synder, dem vi kender til, og dem, vi ikke kender til.
Skriftemål over telefonen er en kategorisk umulighed, ligesom der er umuligt at blive døbt eller få del i den Hellige Nadver over telefonen. Mysteriet finder kun sted i tilstedeværet af en præst og den bodfærdige selv.
I vores menighed finder skriftemålet sted under og efter aftengudstjenesterne fredag og lørdag aften. Som en undtagelse kan et lille antal mennesker, der bor meget langt fra kirken og ikke kan komme om aftenen af denne gyldige årsag, skrifte inden liturgiens begyndelse.
Kommunionens Mysterium (Den Hellige Nadver)
Man bør forberede sig på nadveren i god tid, over flere dage, på en passende måde, både åndeligt og legemligt: ved at faste, bevare sit legeme i renhed, læse de Hellige Skrifter, fokusere på det guddommelige snarere end det jordiske i sit indre, afvise distraktioner, der distraherer sindet fra Gud, forsone sig med alle mennesker, ikke dømme sin næste, have hjertelig sønderknuselse over sine synder, bede inderligt, deltage i alle gudstjenester, om muligt, udvide sin private bønneregel (især for dem, der ikke har mulighed for at komme i kirke), huske Frelserens lidelser på korset for vor frelses skyld, Hans herlige Opstandelse, Hans umålelige kærlighed til os og endelig ærbødigt reflektere over Hans ubegribelige storhed og nådefulde kraft.
Man må ikke nærme sig Kristi kalk uden at skrifte. Efter skriftemålet velsigner præsten en til Kommunionen.
Man forbereder sig på skriftemålet ved at reflektere over sit tidligere liv – sine synder begåede siden seneste skriftemål. Man kan endda skrive nogle ting ned, som man kort vil dele ved skriftemålet. Men det vigtigste er fuldstændig oprigtighed og et ønske om at ændre sit liv, så Kristus bliver Deres Ven, Vejleder, Konge og Herre. Man kan skrifte, når behovet opstår. En opmærksom person vil dog have svært ved at skrifte mindre end én gang om måneden. Vi har mange vaner, der ikke kan ændres natten over. Så nogle synder kan vende tilbage. Målet er dog at opnå tilstrækkelig selverkendelse til at undgå at gentage dem, bryde dårlige vaner og tilegne sig gode vaner.
At bekende sine synder ved skriftemålet er obligatorisk inden nadveren, altså før man kan nærme sig Kristi Kalk, som er den nærmeste deltagelse, indtagelsen af hele Hans liv til helbredelse af ens eget liv. Dette er KOMMUNION.
NÅR DET IKKE ER SÆDVANE AT FORBEREDE SIG TIL NADVEREN MED FASTE:
Faste er en nødvendig åndelig praksis, der går forud for skriftemålets og kommunionens mysterier. Men det er i den Ortodokse Kirke traditionelt set ikke sædvanligt at forberede sig til nadveren ved streng faste i løbet af "fastefri uger" – uger i løbet af året, hvor man ikke faster grundet fejringen af en af de store højtider.
Disse fastefri uger er: - ugen efter tolderens og farisæerens søndag, - Fastelavn - Den Lyse Uge - den første uge efter Påske - den første uge efter Pinse, efterfulgt af den apostolske faste - Juletiden, fra Kristi Fødsel til aftenen inden Teofanien. I denne periode forbereder de troende sig kun under særlige omstændigheder (f.eks. inden et større kirurgisk indgreb) med deres åndelige faders velsignelse til Kommunionens Mysterium ved at faste. I påsketiden findes der forskellige skikke; også her er det bedst at konsultere en præst individuelt.
FORBEREDELSE INDEN KOMMUNIONEN:
Almindeligvis forbereder man sig til den hellige nadver med en bønneregel, hvis detaljer er beskrevet i bønnebogen. Inden den guddommelige liturgi eller aftenen inden, bør man læse "Ordningen for forberedelse til den Hellige Kommunion” i bønnebogen. Man kan dog gradvist bede disse bønner ved behov, hvorfor dette er et separat emne, som kort kan tages med præsten efter skriftemålet.
Forberedelsen til nadveren består af en tre dages faste (på dage, hvor der ikke i forvejen er nogen fastlagt faste) uden kød eller mejeriprodukter, eller mere strengt - uden fisk; eller for dem, der ønsker det endnu mere strengt - uden olie, altså "madolie" (f.eks. ingen stegte kartofler). Efter skriftemålet aftenen før kan man stadig spise et let måltid, men – senest ved midnat – må man ikke spise noget: ingen spisning, drikke, rygning, ingen slik eller tyggegummi...
For folk, der regelmæssigt tager del i de Hellige Mysterier, regnes de tre dages faste inden nadveren for faste onsdag, fredag og lørdag, såfremt man tager del i nadveren søndag.
OM MORGENEN PÅ DAGEN FOR KOMMUNIONEN:
Det allerførste vi indtager den næste morgen, er Kristi Hellige Gaver, Kommunionen fra Kalken i slutningen af Liturgien.
Spørgsmål: Er det tilladt at børste tænder før nadveren?
Svar: Det er ikke kun tilladt, men det er også nødvendigt. Ingen ville dog synke tandpasta eller spise en tandbørste, selvom de var sultne. Det eneste, man skal undgå, er at synke vandet, som vi skyller munden med. Hvis man er uerfaren, kan man ved et uheld synke lidt – kirkefædrene råder til ikke at skandaliseret/forarget i et sådant tilfælde, for det er ikke "at drikke". Ikke desto mindre er årvågenhed og forsigtighed i denne henseende altid god.
Voksne, der kommer for sent til gudstjenesten, bør ikke nærme sig deltagelsen i Kristi Legeme og Blod. Spædbørn får del i nadveren uden skriftemål indtil syvårsalderen og vænner sig gradvist til lange gudstjenester. Inden liturgien læses bønner kaldet "Timebønner" (disse er to korte gudstjenester, 10 minutter hver, læst fra kl. 9:40 til 10:00). At stå ved timebønnerne og deltage i dem ved at lytte af hele sit hjerte er en god forberedelse til det, der følger. De, der forbereder sig på at modtage nadveren, bør stå opmærksomt og ærbødigt under hele liturgien, som begynder om søndagen kl. 10:00 (på hverdage kl. 8:00 og om lørdagen kl. 9:00).
DEN GUDDOMMELIGE LITURGI...
Liturgiens begyndelse. Udråbet "Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige..." åbner selve Kristi Rige for vore hjerter.
Første del, ”Ordet”: to salmer synges, efterfulgt af versene fra "Salighedsbudene..." fra Kristi evangeliske prædiken (kapitel 5 i Matthæusevangeliet), hvorunder Evangeliebogen, Guds Ord, bæres frem. En højtidelig INDGANG med Evangeliet i alteret, i "Det Allerhelligste", finder sted. Guds ord læses højt: apostlenes breve og selve Evangeliet. Der kan være flere læsninger. Efter evangelielæsningerne stiger vi, som "op ad en stige", gennem bønfaldende anmodninger (ektenier), op til anden del af Liturgien.
Anden del, ikke længere et ord, men en realitet - "Ordet blev kød" - er overbringelsen af Kalken og velsignelsen af Gaverne. INDGANGEN finder sted igen, ikke en "lille", men denne gang en "stor" indgang. Den store indgang sker med kalken, der indeholder vin og vand, og diskos, hvorpå det forberedte brød hviler. Efter at brødet og vinen er placeret på alterbordet midt i alterrummet, følger "stigen" med bønner igen. Således lægger vi de første 50-60 minutter af liturgien bag os. Menigheden synger "Trosbekendelsen" - om den Treenige Gud og skabelsen, om Kristi Frelsers værk og om Kirken. De sidste ord: "Jeg forventer (dvs. jeg venter på) de dødes opstandelse og den kommende evighed liv."
Kristi værk, Hans liv, er udeleligt. Det er det evige liv, åbenbaret for os i tiden. Men her overskrides t iden. Det er præcis, hvad der sker under Liturgien: indgangen til vores evighed med Kristus. Vi bliver indbudt til dette ved ordene: "Lad os stå oprejste, lad os stå i ærefrygt, lad os være opmærksomme, så at vi i fred kan frembære det Hellige Offer!”. Efter udråbet "Lad os takke Herren" ofrer vi taksigelse for "alle de velgerninger,” Han ”har gjort mod os, for dem, vi kender til, og dem vi ikke kender til, for de åbenbare og skjulte" - og for den største velgerning, nemlig denne tjeneste, som Kristus har givet os, Han, som gav Sig Selv og hele Sit liv, så at også vi kunne leve i Hans kærligheds fylde. Han ofrede sig selv og vi ofrer os selv til Ham - og de forberedte gaver (brødet og vinen) bliver Hans uadskillelige liv gennem påkaldelsen af Helligånden og velsignelsen - nye dimensioner af det altomfattende liv åbenbares, sammen med alle de hellige.
Den tredje del, opstigningen til den hellige Kommunion: Selvfølgelig er hele liturgien en "opstigning", men dette er den sidste fase. Det afsluttes med, at kommunikanten går op ad trinene (normalt tre) til "ambonen", til selve dørene ind til alteret, kaldet de "Kongelige Porte", så de her ved indgangen til Paradis, dvs. alteret, kan modtage hele paradiset, hele Kristus, hele Guds Rige. Dette er den himmelske føde, som Kristus har forjættet, og som Han engang sagde, at hvis vi ikke tager del deri, vil vi ikke "have livet i os" (Joh. 6:53) – der menes selvfølgelig det liv, som Han har tilvejebragt, og som Han lever i, alt imens vort timelige liv vil flyde ud i intetheden.
Og således, efter endnu en "stige af bønner", stiger vi op til den bøn, som Kristus selv lærte os - "Fader vor..." Hele bøger er blevet skrevet om denne korte, enkle bøn. Efter "Fader vor" udråbes: ”Det Hellige for de Hellige!”, og efter at præsterne har kommuniceret inde i alterrummet med dørene lukkede, ligesom apostlene engang tog del i nadveren med Kristus, åbnes alterdørene ("De Kongelige Porte"), og Kristi Kalk bringes ud, så de troende kan tage imod den Hellige Kommunion.
SÅDAN NÆRMER MAN SIG KALKEN:
De troende har bekendt deres synder, modtaget velsignelse og nærmer sig med hænderne foldet over brystet (de gør ikke korsets tegn foran selve Kalken for ikke at vælte den ved et uheld). Tøv ikke med at åbne munden vidt og bredt; dette vil gøre det lettere for præsten at give de Hellige Gaver. Bøj aldrig hovedet nedad, da det er umuligt at overgive gaverne nedefra og opad. Det er bedre at vippe hovedet let tilbage, og for høje personer bør man bøje lidt i knæene, således at munden er plan med Kalken; dette vil forhindre præsten i at bekymre sig om, at noget af det Hellige tabes på gulvet. De modtagne hellige gaver skal synkes med det samme, og derefter skal kanten af kalken kysses (som de myrrabærende kvinder faldt for den opstandne Herres fødder og mødte Frelseren tidligt om morgenen i haven på opstandelsesdagen). Uden at korse sig træder kommunikanten væk fra Kalken. Man kan, efter man er kommet ned fra ambonen, vende sig mod kalken, bøje sig og gøre korsets tegn i taknemmelighed, men man gør aldrig korsets tegn foran selve Kalken. En varm efterdrik venter Dem nedenunder til at skylle Deres mund og læber, for derefter at synke det. Indtil aftenen efter nadveren bør man ikke børste tænder eller spytte, da man ønsker at bevare sine læber (også mod overflødige ord). Faktisk omfavner den Hellige Nadver hele mennesket - vi er nu Kristi.
Liturgiens afslutning: Efter det øjeblik, hvor Kalken bæres ind i alteret, følger højtidelige, triumferende kirkelige hymner, hvorimellem præsten velsigner alle i kirken med Kalken. Idet præsten i alteret først stille siger ordene "Velsignet er vor Gud", bringer han Kalken frem, løfter den og velsigner alle i kirken med den og siger "stedse, nu og altid og i evigheders evighed". Kalken bæres nu bort. Herefter følger "Bønnen bag ambonen", såkaldt fordi præsten stiger ned fra ambonen. Efter denne bøn holder præsten almindeligvis en prædiken. Og efter "afskedsvelsignelsen" kommer de troende op og kysser korset (de kysser Frelserens fødder på korset og derefter præstens hånd).
Om korsets tegn: Når man gør korsets tegn, skal man først vænne sig til bevidst og fast at bøje lillefingeren og ringfingeren, så spidserne rører håndfladen og ikke hænger løst fra hinanden. Disse to fingre symboliserer vores tro på, at Kristus er én person, men i to naturer - både Gud og menneske. Guds Søn blev Menneskesønnen. Sådan åbenbarede Han den Treenige Gud for os: Faderen, Sønnen og Helligånden. Først efter Hans nedstigning fra himlen og tilsynekomst på jorden, og kun fra Ham - Sønnen i to naturer - lærte vi om Treenigheden, de tre Guddommelige personer i et enkelt Guddommelig Væsen. Kun ved at folde de to fingre, og ved at strække de tre resterende fingre og samle dem, langfingeren, pegefingeren og tommelfingeren, bekender vi Treenigheden som én og udelelig. Således udtrykker alle fem fingre - to og tre - vores ortodokse tro på én Gud og Kristus Frelseren, ved Hvem menneskeheden kan få barnekår hos Faderen.
